Udskifte laptop til tablet?

I lang tid har min kone og jeg været i tvivl om, hvad vi skal erstatte vores gamle og veltjente laptop computer med, og vi har ikke været helt enige om, hvad der er smartest at gøre. Den gamle bærbare er mere end otte år gammel og er begyndt at være temmelig langsom og har en tilbøjelighed til helt umotiveret pludselig at lukke ned, selv om man ikke har bedt den om det.

Det kan da godt være, at den kan repareres, men vi er nu enige om, at det næppe kan betale sig at bruge penge på sådan en gammel computer, og hvis vi erstatter den med en ny, får vi jo også en række faciliteter, som ikke er med i den gamle.

Men jeg har nu haft den tanke, at vi skal tænke os godt om og gøre os klart, hvad det egentlig er, vi bruger en bærbar PC til, før vi beslutter os for, hvilken type afløseren skal være. For sagen er, at vi har en glimrende stationær computer, som vi alligevel normalt bruger, hvis der skal skrives længere tekster eller arbejdes i regnskabsark og den slags, så det behov er på forhånd opfyldt.

Jeg har nævnt for min kone, at vi jo i lang tid primært har brugt den bærbare computer til at surfe på nettet og til at opbevare de billeder, vi tager med vores smartphones. Og så selvfølgelig til at tage med andre steder hen, hvis vi skal vise netop nogle billeder fra for eksempel en ferierejse frem for venner eller familie.

Og når det nu er stort set det eneste, vi bruger den bærbare til, kunne det da være en besnærende tanke at erstatte den med en tablet (der er mange tablets at vælge mellem), som jo er meget nemmere at have med sig rundt omkring. Ingen af os har de store erfaringer med sådan en tablet, men begge vores voksne børn har en iPad i deres hjem. De bliver i høj grad også brugt af vores børnebørn, som spiller forskellige spil på dem, men vi har da ofte set vores søn eller datter gribe den, hvis der lige er et eller andet, vi har siddet og diskuteret, så der lige skal søges efter et svar på nettet.

Og det går da bestemt hurtigt og nemt, så den del af vores behov kan løses lige så godt med en tablet som med en rigtig computer. Og så er der jo også lige det med størrelse og vægt, for skal man have den med ud af huset, er det alt andet lige langt lettere at fragte en tablet end en bærbar computer, for førstnævnte kan jo bare stikkes ned i de fleste dametasker.

Endnu et argument er, at man så kan tage sine feriebilleder og andre med sådan en tablet, så man ikke skal have besværet med at spille dem fra en smartphone over på computeren. Og et yderligere argument er da også, at en tablet koster en hel del mindre end de fleste bærbare computere, så det ender nok med, at det bliver sådan en.

Disclaimer

Skriv en kommentar