Warning: Trying to access array offset on value of type bool in /home/www/forumportalen.dk/wp-content/plugins/wp-word-count/public/class-wpwc-public.php on line 123
Jeg har hørt om unge, professionelle soldater, som har været i Afghanistan eller Irak. De kommer hjem efter nogle måneder derude, og alt er godt. Familien og vennerne er glade for, at de er tilbage i godt behold.
Men efter lidt tid, så viser det sig, at de er deprimerede. Det skulle efter sigende være meget almindeligt. De har set og oplevet frygtelige ting. Ikke engang de værste krigsfilm kan skildre, hvad de har oplevet. Og oplever.
Det er ødelæggende for dem. De er ofte ret unge, og måske kan de ikke fortsætte deres karriere i hæren. Og hvad skal de så gøre? Ved de, at det faktisk er en anerkendt arbejdsskade? En såkaldt erhvervssygdom.
Erstatning til soldater
De har ret til erstatning. Ved de det? Har de mulighed for at få hjælp fra en advokat til arbejdsskader? Får de det at vide, når de bliver sendt ud i krig?
Egentlig synes jeg, at det er absurd. Der er noget helt forkvaklet, i at vi anerkender sådan en depression, som de unge mænd og kvinder får. Det forkvaklede ligger i, at vi deltager i krigene. Ok, det er muligvis vores pligt som medlem af Nato, men altså. Det er jo ikke en 18 årig ung mands skyld, at folk slår hinanden ihjel i Afghanistan.
I sidste uge talte jeg med en gammel skolekammerat. Vi fandt hinanden via Facebook for nogle år siden, og siden da, chatter vi ofte sammen. Han bor i Esbjerg. Jeg bor i Hvidovre. Hans yngste søn er lige kommet hjem fra et ophold derude. Et eller andet sted i Kabul. Min kammerat er stolt over sin søn, men også meget bekymret. ”Han er meget alvorlig og meget stille. Han ligner ikke helt sit gamle glade jeg.” fortalte han. Jeg sagde til ham, at jeg ikke undrer mig: Det må være et chok at komme derud. Som 20-årig har man ikke så meget erfaring, og så lige pludselig at stå i en krigszone, hvor man ikke kan sproget, kender kulturen eller noget som helst, er en umenneskelig udfordring.
Jeg spurgte min kammerat, om drengen skal derud igen. Det kunne han ikke svare på: ”Han skal vist først have lov til at slappe af, og så skal han tilbage på basen, inden det kan komme på tale. Jeg tror, de holder godt øje med knægtene. de sender derud.” Min umiddelbare reaktion var at sige til ham, at det synes jeg også, de har pligt til. Men jeg spurgte ham ikke, om de gør nok? Jeg spurgte ham i stedet for, om han havde tænkt på, at hvis hans dreng er deprimeret efter oplevelserne derude, så har han krav på erstatning?
Bør du ikke finde dig en god advokat i Esbjerg? Bare så I er forberedte, hvis drengen ikke får det godt snart?
Min kammerat svarede mig, at det havde han allerede fået sat i gang. Advokaterne, han er i kontakt med, har rådgivet ham om, hvad han skal gøre. Drengen går også i noget behandling med en psykolog, så der er styr på det.
