Min lille søn er lige kommet hjem fra skole. Han er glad og sulten. Jeg sætter noget brød og pålæg frem på køkkenbordet, og vi sætter os ved bordet. Jeg smører et stykke brød til ham. Han vil gerne have den lækre pølse på. Det får han.
Vikar
Selv skærer jeg en tomat i skiver og lægger dem på mit stykke brød. Vi spiser. Jeg spørger ham om, hvordan dagen i skolen har været. Han fortæller, at de har haft en smaddersød vikar i dansktimen. Deres lærer er syg. Jeg spørger, om han ved, hvad hun fejler. Det ved han ikke rigtigt. Jeg spørger om, hvordan vikaren var. Han var god. Og sjov. Og faktisk meget bedre end dansklæreren. Ok, det ved jeg så ikke helt, om jeg skal tro på. Der her sikkert ikke været for meget undervisning i den dansktime. Jeg ved jo godt, at min dreng og nogle af hans klassekammerater kan være meget livlige.
Hvad er stress?
Han spiser sin mad. Jeg tager tallerkenerne fra køkkenbordet, lægger brød og pålæg i køleskabet. Min søn spørger mig så, om jeg ved, hvad holistisk stressbehandling er. Hans spørgsmål undrer mig meget, så jeg spørger ham om, hvorfor han vil vide et – og om, hvor han har hørt om stressbehandling henne.
Han fortæller mig, at vikaren havde sagt, at deres dansklærer er i stressbehandling, fordi hun har været meget træt og ked af det. Han havde også fortalt dem, at de fremover skal have danskundervisning af ham.
Gået ned med stress?
Jeg bliver helt overrasket. Er dansklæreren gået ned med stress? Åbenbart. Det er måske forståeligt. Vi ved jo godt, at jobbet som lærer kan være meget hårdt. Jeg må også revidere min tanke om, at der nok ikke har været danskundervisning i dag. Vikaren har åbenbart talt med børnene om, hvad der er sket. Og det er jeg glad for. De skal da vide, hvad der sker.
